LA PEÑA DE DINAMARCA OPTAGET I LA FEDERACION DE PEÑAS MALAGUISTAS

Mandag den 15. juli 2014 blev en stor dag for vor supporterklub af Málaga Club de Fútbol, La Peña de Dinamarca.

Vi blev, efter en længere proces, optaget i sammenslutnigen af fanklubber, La Federacion de Peñas Malaguistas, kåret af det spanske professionelle fodboldforbund, som den absolut bedste og mest entusiastiske i La Liga.

Med omkring 175 medlemmer bliver La Peña de Dinamarca en af de største i sammenslutningen, som nu tæller ikke mindre end 37 klubber med samlet flere tusinde medlemmer.

Federacion de Peñas Malaguistas blev stiftet den 21. februar 2001 og siden 2003 har den tidligere Spies-medarbejder Miguel Molina været dens ihærdige og arbejdsomme formand med eget kontor på Estadio La Rosaleda.

Formålet med dette fankollektiv er at fremme glæden for ”Blanquiazules” Málaga CF og animere og støtte spillerne.

Miguel Molina fortæller:
”Den fælles fanånd og venskaber er grundlaget for vor forening. En fornøjelse, at Málaga-spillerne i gennem årene har givet os mange store oplevelser. Og vi er taknemmelige for, at fodboldinteresserede udlændige på Costa del Sol i stort tal bakker op omkring Málaga CF”.

Federacion de Peñas Malaguistas fremmer den begejstrede stemning på stadion ved Málagas kampe ved at organiserer tifoer, balloner, trommeslager, kastepapir, sange m.v.

De arrangerer rejser til udekampe, hvor medlemsklubber har fortrinsret til billetter.

Endvidere holdes en årlig Peña-kongres.

La Peña de Dinamarca har nu eksisteret i 12 år med en helt fantastisk tilslutning.

Optagelsen betragter vi som en blåstempling fra Málaga CF. Nu hører vi til det gode selskab og ser i øvrigt frem til endnu en begivenhedsrig sæson på La Rosaleda.

Da La Peña de Dinamarca blev en del af det gode selskab.
Fra venstre Morten Møller, Miguel Molina, Herdis Nysted og Uffe Madsen.
Herdis Nysted, den mest trofaste danske Málaga-fan gennem tiderne.