Sensation af Málaga

Santi Cazorlas lykkestunder på Santiago Bernabéu
Den 27-årige Santi Cazorla er Málaga CFs dyreste spiller. 19 mio. euro var prisen, da han blev købt i Villarreal.Og trods status af landsholdsspiller har der været lange stunder i denne sæson, hvor man har stillet spørgsmål ved, om han var prisen værd.
Men det beviste han på Estadio Santiago Bernabéu mod det suveræne tophold, Real Madrid. Et minut inde i dommer Ayza Gamez tre minutters lange overtid placerede han med højrebenet et frispark uden for feltet oppe i venstre målhjørne hos landskeeperen Casillas. Et pragtmål, der sikrede Málaga CF et sensationelt 1-1 facit.
Sidste sæson i marts tabte Málaga ydmygende 0-7 på Bernabéu – og i oktober 2011 i første turneringshalvdel stod det 0-4 på måltavlen på La Rosaleda efter sidste fløjt.
Cazorla har haft flere lykkestunder på Bernabéu. Da han i sæsonen 2006-2007 spillede for Recreativo i Huelva lånt ud af Villarreal, stod han som en af de væsentlige kræfter i Recreativos chokerende sejr.
De eneste La Liga-klubber, der i øvrigt aldrig har besejret Real Madrid i Madrid er netop Villarreal og Málaga CF.
Præstationen søndag aften den 18. marts 2012 vil blive husket som heroisk med en 1.halvleg med lige så megen elegance og boldsikkerhed som kongeklubben, der nu blot har sat ti point til i denne sæson, hvor holdet for længe siden distancerede sidste års mester, FC Barcelona. Sikke en fight – og så var Málaga CF endda uden sin største fighter, franskmanden Toulalan – skadet under træningen i ugen op til den på forhånd umulige opgave. På midtbanen fightede i stedet Demichelis og den tidligere Atlético Madrid-spiller Camacho. Sidstnævnte imponerede voldsomt i denne hans blot anden hele kamp i denne sæson.
Endelig ligger det fast, at træner Manuel Pellegrini råder over et mandskab til noget stort. Positionen mellem de seks bedste i La Liga – Europaspil-pladser – er nu cementeret.
Real Madrids mål i første halvleg blev Málaga-keeperen Willy Caballero desværre impliceret i. Han gik forkert af et skruet indlæg fra Ronaldo, så Benzema let kunne heade i det åbne mål.
Siden hen kunne Málaga være lykkelig for samme Caballero med hans mirakelredninger.
500 Málaga-fans havde taget turen til Madrid. Og de var ligeså lykkeligere som spillerne, da det hele var overstået.
Pellegrinis opstilling på den store aften:
Caballero – Sánchez, Weligton, Mathijsen og Monreal – Demichelis og Camacho – Joaquín, Isco og Cazorla – Rondón.
12 minutter efter pausen røg Ruud van Nistelrooy og Eliseu ind i stedet for Rondón og Isco og det sidste kvarter overtog Seba pladsen efter Joaquín.
Torsdag spiller Málaga CF hjemme mod Rayo Vallecano. Toppositionen skal forsvares.

Cazorla udlignede for Málaga CF på et fantastisk frisparksmål.














